Arkiv for juni 2021

Taiwans præsident: Tak til USA for2,5 mio. doser covid-19-vacciner

juni 25, 2021

Et fragtfly fra China Airlines bragte for nylig 2,5 millioner doser Moderna-vaccinedoser fra USA til Taiwan som en gave fra USA. 

-USA er virkelig Taiwans sande ven, der støtter op om vores folk. De mange doser er resultatet af mange mennesker indsats, både i USA og i Taiwan, sagde præsident Tsai Ing-wen på sin Facebook profil.

      -Vi kan kun takke Joe Biden’s regering for dens stærke støtte til det taiwanske folk. Nu kan jeg kun opfordre vort lands oppositionspartier til at arbejde tæt sammen med regeringen for at opfordre folk til at lade sig vaccinere, og til at vende ryggen til allehånde rygter, der stadig omgærder Covid-19 vaccinerne. Det altoverskyggende mål for nu er at få alle vaccinerede mod sygdommen.

Opfordringen blev straks støttet af det store oppositionsparti KMT.

-Den amerikanske vaccine-donation er et bevis på det stærke venskab mellem Taiwan og USA, og vi kan kun sig stor tak for den amerikanske regerings hjælp, sagde Johnny Chiang, KMT’s formand.

-Desværre må vi også sige, at hjælpen til Taiwan fra både USA og Japan gør centralregeringens mangelfulde forberedelser endnu mere beklagelige. Nu må regeringen nøje overvåge fordelingen af denne vaccine og bidrage til, at vores egen medicinalindustri kommer gennem deres Fase 3-prøver. Taiwan kan ikke bare gøre sig afhængig af donationer fra andre lande, sagde Chiang.

Taiwan har indgået kontrakter om yderigere næsten 20 millioner vaccinedoser fra udlandet, deriblandt 5,05 doser Moderne, 10 millioner doser AstraZeneca og 4,76 millioner doser af andre vacciner gennem COVAX-programmet.

Regeringen har derudover bestilt andre 10 millioner doser fra to taiwanske medicinalfirmaer.

Til data har Taiwan imidlertid kun modtaget 2,29 millioner doser, mens eksperter siger, at landet har behov for omkring 30 millioner doser for at opnå, at befolkningen opnår flokimmunitet.

Det kan opnås, når mindst 60 procent af befolkningen er vaccineret, og landet dermed kan genåbnes over for omverdenen.

Dags dato er kun seks procent af Taiwans befolkning på 23 millioner blevet vaccineret mindst én gang med en Covid-19 vaccine.

Demokratier må stå sammen mod desinformation

juni 25, 2021

Taiwan forpligter sig til at samarbejde tæt med ligesindede parter for at imødegå misinformation samt forsvare de fælles værdier frihed og demokrati.

Det sagde Taiwans udenrigsminister Joseph Wu på en videokonference ved Stratcom Summit i Prag den 9. juni.

-Ideologisk rivalisering og strategisk konkurrence  mellem verdens demokratier og autoritære regimer er tiltagende. De sidstnævnte magter foretager i dag bevidsthedsmæssig krigsførelse i deres forsøg på at underminere frie og åbne samfund over hele verden, sagde Wu.

-Taiwan vil imidlertid fortsætte med at styrke sine demokratiske institutioner, digital teknologi, transparent information og god regeringsførelse for at stemme op mod disse trusler. Det er helt afgørende vigtigt for alle gode kræfter at dele erfaringer og styrke den globale respons på denne svøbe.

-Samarbejde og solidaritet er helt afgørende for at opbygge økonomisk, samfundsmæssig og politisk modstandskraft for at afvise autoritær aggression.

-Taiwans stilling som frontløber-bastion for frihed og demokrati gør vores land til et pålideligt og troværdigt medlem af det internationale samfund.

Udenrigsminister Wu benyttede samtidig lejligheden til at omtale den positive udvikling i relationerne mellem Taiwan og EU og lagde vægt på landets anstrengelser for at uddybe relationerne med lande i Central– og Østeuropa samt med de Baltiske lande.

Taiwan rister Hongkong for angreb på medier

juni 25, 2021

Taiwans Mainland Affairs Council udtrykker sin stærke afsky for Hongkong-regeringens  arrestationer af ledere af medier og ser det som et angreb på pressefriheden.

Hongkong-regeringens gentagne brug af en afskyelig lov mod medierne er helt uantagelig for et demokratisk samfund, sagde MAC i en udtalelse.

-Flere end 100 dissidenter er blevet arresteret i den tidligere britiske kronkoloni, siden Hong Kong National Security Law trådte i kraft i juni 2020.

-Den fortsatte undertrykkelse af tale- og pressefrihed og civile borgerrettigheder vil kun yderligere underminere folkets støtte til sin regering og yderligere skade Hongkongs internationale omdømme.

Også KMT udtaler i en melding, at Hongkong-regeringens undertrykkelse af talefriheden er begrædelig.

-KMT opfordrer Hongkongs regering til at lytte til sit folk og opbygge et harmonisk samfund. Arrestationer af mediefolk vil ikke bidrage til at bedre relationerne mellem Hongkongs folk og Fastlandskina, hedder det.

Taiwan bygger microchip-fabrik i Arizona

juni 25, 2021

Taiwan Semiconductor Manufacturing Co, verdens største på sit felt, bygger nu en stor ny fabrik i Arizona, USA.

Bag beslutningen ligger forventningen om et fortsat stort behov i verden for 5-nanometer chips, og den kommende nye fabrik ventes at starte kommerciel produktion i 2024 med kapacitet til at fremstille 20.000 chips hver måned ved hjælp af 5nm-teknologien, der også vil finde anvendelse inden for nye processorer til bilindustrien.

Det taiwanske firmas egen fabrik i Tainan producerer allerede i dag 50.000 chips pr måned ved sin 5nm procesteknologi, der er verdens mest avancerede.

Taiwan søger genstart af handelsdialog med USA

juni 25, 2021

Taiwan er opsat på at genoptage samtalerne om handel med USA. 

Flere dele af Taiwans regeringsapparat er involveret i disse bestræbelser, herunder regeringens Office of Trade Negotiations, økonomiministeriet og en række andre institutioner, der arbejder på at få genstartet samtalerne under US-Taiwan Trade and Investment Framework Agreement, TIFA.

Udenrigsministeriets talsmand kan bekræfte, at de to parter allerede har været engageret i sådanne samtaler gennem de eksisterende kanaler, og regeringen vil fremlægge en rapport om fremdrift på et passende tidspunkt.

Talsmandens udtalelser kom i kølvandet på en artikel i Wall Street Journal, der afslørede, at en amerikansk chefforhandler havde umiddelbare planer om dialog med sin taiwanske modpart allerede inden for få dage.

Også USA’s udenrigsminister Antony Blinken har signaleret, at Washington er klar til at forhandle.

-USA og Taiwan er, eller vil snart være, i dialog  om en form for rammeaftale, sagde Blinken.

På Taiwan opfattes dette som et positivt signal.

Taiwan og USA indgik TIFA-aftalen i 1994 og har siden gennemført 10 forhandlinger på højt niveau fra 1995 til 2016, hvor Trumps regering brat suspenderede dem.

Canadisk lovforslag om styrkede bånd til Taiwan

juni 25, 2021

Underhuset i det canadiske parlament har enstemmigt afsluttet 1. behandling til godkendelse af et lovforslag om en juridisk ramme for stærkere bånd til Taiwan.  

Forslagsstilleren Michael Cooper argumenterede for, at fraværet af en formel diplomatisk relation til Taiwan har vanskeliggjort samarbejdet mellem de to lande.

-Taiwan er en af Canadas største handelspartnere, og de to lande deler stærke relationer mellem folk og har fælles værdier, sagde Cooper.

-Taiwan er en dynamisk økonomi og en af verdens 20 største økonomier. Det er på tide, at Canadas relationer til Taiwan afspejler dagens Taiwan, og denne lovgivning er et vigtigt skridt i denne retning. Lovforslaget vil opgradere status for det nuværende Taipei Economic and Cultural Office til et Taiwan Representative Office—hvor betegnelsen ”Taipei ” er gængs for lande, der følger en ”et-Kina” politik og ikke har diplomatiske relationer med Taiwan.

-Canada bør basere sine internationale relationer på basis af, at fred og stabilitet i Stillehavsregionen er i landets politiske, sikkerhedsmæssige og økonomiske interesse samt et anliggende af internationale betydning, sagde Cooper.

  Lovforslaget slår også fast, at enhver handling med henblik på at påvirke Taiwans fremtid med andre end fredelige midler eller via boykot eller embargoer, udgør en trussel mod regionens fred og sikkerhed og er dermed også et alvorligt anliggende for Canada. Gennemførelsen af denne lovgivning har intet at gøre med Kina. Taiwan er bare for vigtig for os, og det er på tide, at vi engagerer os stærkere med Taiwan og styrker vores relationer, sagde Cooper.

Taiwan nr. 4 i seneste BERI-rapport

juni 25, 2021

Taiwan står som Nr 4 blandt verdens 50 bedste destination for investeringer.

Det er en tak nedad i forhold til den foregående rapport, men stadig kun overgået af Schweitz, Norge og Sydkorea—og foran Nr 6, Singapore, Nr 12 Kina, og Nr 14 Japan.

Taiwan fastholdt sin #3 position, sammen med Australien, når det gælder operationel risiko, kun overgået af USA og Schweitz. Når det gælder politisk risiko, gik Taiwan derimod syv pladser ned til en position som Nr 21. Målt på parameteret valutaoverførsel og repatriering  fastholdt Taiwan sin verdensførende position. Bag den halvårlige rapport står det amerikanske Business Environment Risk Intelligence.

Taiwanske vejrdata-bøjer til Svalbard

juni 25, 2021

Otte taiwanske vejrdata-bøjer skal fra efteråret drive  rundt i det arktiske hav til støtte for forskning ved en observationsstation, drevet af Polens Nicolaus Copernicus Universitet.

Bøjerne måler 60 cm i omkreds og er udstyret med instrumenter for indsamling af hydrologiske data og meteorologiske parametre, og satellitkommunikation.

De otte bøjer bliver transporteret til den polsk-drevne arktiske forskningsstation på Svalbard, og de søsættes så i de nærliggende farvande, før polarhavet begynder sin tilisning i september måned.

De skal så forblive drivende rundt i tre-fire måneder for at monitorere vareudvekslingen fra de varme nordatlantiske vande, når de flyder ind i de arktiske vande og kyststrækningerne deromkring.

De indsamlede data vil bidrage til øget forståelse af effekten af hurtig smeltning af havisen på grund af den globale opvarmning.

-Allerbedst ville det være, hvis de indhylles i en iskappe indtil næste forår, for så vil de kunne indsamle endnu mere data for at øge kendskabet til hvordan isen bryder op og blander sig, siger en medarbejder ved NCU Graduate Institute of Hydrological and Oceanic Sciences, der har medvirket til opbygningen af de otte avancerede bøjer.

Det enestående arktiske forskningsprojekt er muliggjort ved samarbejde mellem de to universiteteter i henholdsvis Taiwan og Polen.

Beijing forstærker sit negative nyhedsspin

juni 25, 2021

Beijing søger af al magt at skabe utilfredshed med Taiwans håndtering af Covid-19 pandemien.

Kina håndplukker således småbidder af negative eller kritiske artikler i taiwanske medier, genindpakker dem og spreder dem så i nye medier.

Kinesiske statsdrevne medier samler således på taiwanske artikler, der kritiske over for regeringens Corona-håndtering og bruger dem så i nyredigeret form og med sensations-skabende overskrifter til at skabe indtrykket af en stigende offentlig modstand i Taiwan.

De kinesiske statsdrevne medier bruger også udenlandske sociale medieplatforme til at sprede misinformation, som i eksemplet med påstået masse-kremering af Covid-19 i Taipeis Wanhua distrikt helt tydeligt en ondsindet ”and”.

Demokratier til fælles forsvar mod autoritær udvikling

juni 4, 2021

Taiwans præsident opfordrede i sin tale ved Copenhagen Democracy Summit  demokratier verden over til forsvar for de fælles værdier  mod autoritær udviklinger rundt om i verden. 

-Det  er ligesindede parters ansvar at styrke den globale alliance for at sikre frihed, retsstat, menneskerettigheder og plads til frie meninger, sagde Tsai.

      -Min regering er fuldt bevidst om trusler mod national sikkerhed og ønsker at styrke landets selvforsvarsevne, samtidig med at vi samarbejder med partnere for at fremme fred, stabilitet og velstand,.

-Mange steder udnytter autoritære ledere den nuværende pandemi i forsøg på at ændre den globale regel-baserede verdensorden. Det er afgørende vigtigt, at demokratiske lande verden over arbejder sammen for at sikre forsyningskæder og beskytte den globale økonomiske orden.

-Som et led i bestræbelserne for opnå dette mål vil Taiwan fortsat engagere sig med EU og andre partnere for at etablere mere modstandsdygtige forsyningslinjer for kritiske varer som farmaceutiske produkter og medicinsk udstyr og halvledere. Et sådant gensidigt og gennemsigtigt samarbejde er en hjørnesten i den fælles  velstand, sagde Tsai.

-Til trods for, at den taiwanske regerings tiltag under pandemien til fulde har vist, at Taiwan har meget at byde på, er landet fortsat holdt uden for muligheden for at udveksle relevant ekspertise inden for World Health Assembly og andre internationale organisationer. Men det er afgørende at lade Taiwan hjælpe!

Afslutningsvis sagde præsident Tsai, at Taiwans folk aldrig vil opgive deres hårdt tilkæmpede friheder.

-Sammen vil alverdens demokratier udgøre en endnu stærkere global kraft til forsvar for det gode og lede alle mennesker i verden frem mod en bedre fremtid, sagde præsidenten.

Andre højtprofilerede deltagere i årets Copenhagen Democracy Summit var blandt andre Slovakiets præsident, Danmarks udenrigsminister, Ukraines vice-premierminister, og vicepræsidenten for EU Kommissionen.

Den danske Alliance of Democracies, grundlagt af tidligere statsminister og forhenværende Generalsekretær for NATO Anders Fogh Rasmussen, er en non-profit organisation, og på grund af den verserende pandemi foregik dette års møde, faktisk det fjerde i rækken, over internettet.