Arkiv for maj 2023

Guatemalas præsident Giammattei besøger Taiwan

maj 3, 2023

Guatemalas præsident Alejandro Eduardo Giammattei besøgte sidst i april Taiwan og blev modtaget af Taiwans præsident Tsai Ing-wen med en militærparade.

Senere modtog præsident Tsai sin æresgæst fra Guatemala i sit kontor og overrakte ved denne lejlighed præsident Giammattei en høj taiwansk orden.

Æresgæsten blev indbudt til frokost, og de to parter diskuterede ved denne lejlighed en række emner af fælles interesse sammen med Taiwans vicepræsident Lai og landets udenrigsminister Joseph Wu.

Præsident Tsai benyttede anledningen til at takke Guatemalas præsident for den store gæstfrihed, der for nylig blev vist hende og en delegation fra Taiwan ved besøget tidligere på måneden og lagde vægt på betydningen af den støtte, præsident Giammattei  yder Taiwan.

-Vore to lande nyder godt af et robust venskab, der har betydet fortsat stigende handel og økonomiske bånd, siden jeg indtog mit embede, sagde præsident Tsai.

Særligt kaffe blev et centralt emne for diskussionerne; begge lande arrangerer med faste mellemrum kampagner for at fremme kaffedrikning i Taiwan—og de to præsidenter tog faktisk sammen del i en sådan kampagne under besøget.

-Lad mig også benytte lejligheden til at takke præsident Giammattei for at advokere for Taiwan på den internationale scene siden sin indtræden i embedet i 2020. Fortsat samarbejde mellem vore lande vil være til stor fordel for begge parter, sagde Tsai.

-Vore to lande har udviklet stærke bånd siden starten på vore diplomatiske relationer i 1934. Guatemalas venskab og støtte til Taiwan vil aldrig ændre sig, sagde præsident Giammattei i sin svartale.

91 kinesiske fly rundt om Taiwan inden for 12 timer

maj 3, 2023

Taiwan har længe set kinesiske fly og krigsskibe rundt om landet—men omfanget satte ny rekord den 10 april med ikke færre end 91 krigsfly og 12 krigsskibe.

54 af de kinesiske militærfly krænkede medianlinjen i Taiwanstrædet og fløj dermed ind i Taiwans overvågningszone—heriblandt adskillige fly, der startede fra det kinesiske hangarskib Shandong.

Hangarskibet passerede den 5. april gennem Bashi kanalen ind i det vestlige Stillehav og har siden været under konstant taiwansk overvågning.

Taiwans forsvarsministerium sendte fly i luften, udsendte radioadvarsler, mobiliserede kampstyrker til lands og til vands og aktiverede missilforsvaret for at spore de kinesiske fly.

Kinas militær gennemførte på sin side tre dages militærøvelser rundt om Taiwan dagen efter præsident Tsai vendte tilbage til Taiwan efter et 10-dages udlandsbesøg, der også omfattede et møde med den amerikanske kongres’ speaker i Californien.

Taiwan fordømmer Kinas militærøvelser

maj 3, 2023

Taiwans regering og folk fordømmer Kinas militærøvelser som svar på præsident Tsais nylige besøg i USA.

-Et suverænt land har enhver ret til at gennemføre statsbesøg. Kinas overreaktion har vakt modstand i Taiwan og viser det kommunistiske styres irrationelle natur, siger Taiwans udenrigsministerium.

-USA har gang på gang understreget, at det er en almindelig praksis for Taiwans præsident at foretage transitbesøg på nordamerikansk grund, og denne procedure vil ikke ændres af Kinas ensidige forsøg på at ændre status quo over Taiwanstrædet.

-Sandheden er jo, at Republikken Kina (Taiwan) aldrig har været en del af Folkerepublikken Kina. Folkerepublikken har aldrig regeret Taiwan, og autoritære regimer har ingen ret til at blande sig i udvekslinger mellem demokratier, hedder det.

-Taiwan vil hverken eskalere situationen eller iværksætte konfrontationer. I stedet vil regeringen arbejde sammen med ligesindede parter for at dæmme op for autoritær ekspansion, forsvare den regelbaserede verdensorden og sikre et frit og åbent Stillehavsområde.

Taiwansk aktivist arresteret i Kina

maj 3, 2023

Kinas højesteret har udsendt en ordre om at arrestere den taiwanske aktivist Yang Chi-yuan, der har været tilbageholdt siden 3. august  2022.

Det har affødt en skarp protest fra Taiwans Mainland Affairs Council, MAC.

      -Vi har fulgt udviklingen tæt siden august og arbejder tæt sammen med Yangs familie for at yde al hjælp, siger MAC. Vi kritiserer Beijing for ikke at svare på henvendelser i sagen med opfordring til at frigive den uskyldige Yang og lade ham vende tilbage til Taiwan.

Yang blev taget i forvaring af Kinas sikkerhedsbureau på påstande om aktiviteter til støtte for Taiwans uafhængighed og dermed en trussel mod Kinas nationale sikkerhed.

Siden 2019 har Yang været næstformand for et lille parti, der advokerer for Taiwansk selvstændighed.

Yangs forvaring blev iværksat kun få timer efter Nancy Pelosis besøg i Taiwan—et besøg, der fremkaldte en stærk rektion fra Kina i form af flere dages militære øvelser rundt om Taiwan.

EU: Fred i Taiwanstrædet er vigtig for Europa

maj 3, 2023

Taiwan ligger ved en af verdens mest afgørende skibsruter og spiller en stor rolle for produktionen af halvledere. 

-Derfor er det af største vigtighed for Europe, at freden i Taiwanstrædet opretholdes, siger EU’s chef for udenrigspolitik, Josep Borrell.

Hans udtalelser faldt ved Europa Parlamentets plenarsamling, hvor medlemmerne diskuterede betydningen af en sammenhængende Kina-strategi i lyset af landet voksende globale indflydelse.

-EUs strategi over for Kina hviler på fire elementer: Værdier, økonomisk sikkerhed, Taiwan, og Ukraine. Når det gælder Taiwan, er Taiwanstrædet det strategisk vigtigste stræde i verden, særligt for vores handel, sagde Borrell.

-Det er ikke kun af moralske grunde, at handlinger vendt mod Taiwan bør fordømmes. Det er også, fordi de i økonomiske termer vil være yderst alvorlige for os, da Taiwan stiller en strategisk rolle i produktionen af verdens mest avancerede halvledere.

-Hvis EU ønsker at være en geopolitisk magt, må vi være til stede i alle dele af verden for at fastholde vore positioner og fremme ro og forebygge provokationer.

-Taiwan er helt klart en del af vores geostrategiske parameter til sikring af fred. Og Kinas rolle efter Ruslands invasion af Ukraine er en nøgle til at afgøre, om relationerne mellem EU og Kina kan udvikle sig normalt.

-Vore relationer med Kina kan ikke udvikle sig, hvis Kina undlader at øve sin indflydelse på Rusland for at få landet til at trække sine tropper tilbage fra Ukraine og afslutte krigen, sagde Borrell.

Også Formanden for EU Kommissionen Ursula von der Leyen siger, at når Kina bliver til en global politisk og økonomisk spiller, er det det endnu mere afgørende for Europa at styre sine relationer til Kina ud fra egne interesser.

-EU’s ”et-Kina”- politik står ved magt. Vi har vedvarende opfordret til fred og stabilitet i Taiwanstrædet og står fast mod enhver ensidig ændring af status quo, især gennem anvendelse af militær magt, siger von der Leyen.

OECD:  Taiwan nr. 5 for sociale institutioner/køn

maj 3, 2023

Taiwan scorer højt på OECD’s seneste Social Institutions and Gender Index.

Faktisk ligger Taiwan som Nr 1 i Asien og er samtidig blandt de fem højst placerede i årets opgørelse fra OECD.

Når det gælder kønsdiskrimination, ligger Taiwan skyhøjt og positivt over andre asiatiske lande som Mongoliet, Sydkorea, Vietnam, Kina og  Japan—og på globalt plan overgås Taiwan kun af Belgien, Spanien, Sverige og Italien.

OECD måler på love, sociale normer og handlinger med henblik på at eliminere problemer som børneægteskaber og kønsdiskrimination. Og her nyder Taiwan godt af lige deling af ansvaret for husholdning samt rettigheder til skilsmisse og arveforhold.

Undersøgelsen finder, at taiwanske kvinder har ret til ligelig deling af aktiver, adgang til finansielle services og rettigheder på arbejdsmarkedet.

Der er også kun ringe forskelle på mænds og kvinders borgerrettigheder, tillid til de juridiske systemer, bevægelsesfrihed og adgang til retfærdighed og politiske manifestationer.

Taiwans samlede score var altså på 95 point, og det er langt over gennemsnittet for hele OECDs medlemskreds, der ligger på 16.5.

I verden som helhed ligger gennemsnittet på 30 og i Asien på 37.6.

Og altså: Jo højere tal, jo bedre.

    OECD’s indeks har været lavet siden 2009.

Pink busser: Så bliver det ikke grønnere.

Alle Taiwans busser er elektriske i 2030

maj 3, 2023

Taiwans nationale udviklingsråd har nu godkendt en syvårs-plan, der skal sikre alle busser i landet på elektricitet i 2030.

Planen er en del af det overordnede mål om at decarbonisere den offentlige transport mellem 2023 og 2030 og dermed bidrage til nul-CO2 i 2050.

Således vil alle operatører af offentlige busser og langdistance-busselskaber modtage offentlige subsidier for at lette købet af elektriske busser og dermed fremme udfasningen af diesel-busser.

Og når en ny el-bus rammer asfalten, får operatøren endnu et tilskud  for efterfølgende operationer, og hele programmet oversendes nu til regeringens godkendelse.

Går det, som profeten spår, vil der samtidig være opbygget et omfattende net af ladestationer overalt i landet i samarbejde mellem lokale regeringer og Taiwan Power Co.

Det ventes, at alle dagens 12.170 diselbusser vil være udskiftet med eldrevne busser i 2030.

Alle sejl sat til for flere turister til Taiwan

maj 3, 2023

Antallet af internationale rejsende til Taiwan er endelig på vej op igen efter corona-pandemien.

Flere end 1.5 millioner internationale turister kom til Taiwan frem til 24. april 2023, og der er grund til optimisme for Taiwans turismeindustri, der nu kan håbe på at se omkring seks millioner gæster i 2023, siger Taiwans transportminister.

Til sammenligning var der kun 900.000 rejsende til Taiwan i 2022, og kun 140.000 i 2021, der markerer det absolutte lavpunkt i historien.

Omvendt nåede antallet af internationale rejsende til Taiwan op på ikke færre end 11,8 millioner i 2019 der var det hidtidige rekordår.

Går det hele uden nye katastrofer, håber Taiwan at nå op over de 12 millioner i 2024.

Taiwans regering vil ihvertfald gøre sit til at udviklingen speedes op:  Individuelt rejsende til Taiwan kan nu få chancen for at vinde en voucher til en værdi af ca. 164 dollars til shopping i landet under rejsen.

Det forudsætter, at den rejsende forinden tilmelder sig kampagnen, der tager form af en lodtrækning med ikke færre en 500.000  vouchers på højkant.

Samtidig vil regeringen give op til  1.700 dollars til lokale og udenlandske rejsearrangører, der organiserer eller modtager turistgrupper, der tilbringer mindst to dage og nætter i Taiwan.

Og samtidig vil regeringen også iværksætte en plan for at sikre, at der er medarbejdere nok i sektoren til at betjene turisterne.

   Det sker i form af tilskud til ansættelse af nye medarbejdere i hoteller og privat udlejninger.