Arkiv for juni 2021

Taiwanere står sammen mod kinesiske trusler

juni 4, 2021

USA’s afgående de-facto ambassadør i Taiwan har kun ros til overs for landets evne til at stå forenet mod kinesiske provokationer og opfordrer taiwanere til forsat at stå sammen og vise deres modstandskraft over for hele verden.

-Beijing skyr ingen anstrengelser for hele tiden at modarbejde Taiwans bestræbelser på at samarbejde på den internationale scene, det være sig inden for sport, e-sport, verdens sundhed, retsstat, civil luftfart og lignende, sagde Brent Christensen, nu tidligere direktør for American Institute in Taiwan.

-Den verserende pandemi har givet os det måske bedste og mest overbevisende eksempel på, hvordan Taiwans udelukkelse fra internationale organisationer, i dette tilfælde WHO og ICAO, har skadet hele verdenssamfundet.

-Men selvom disse trusler og provokationer hele tiden er taget til, har taiwanere vist hele verden deres beslutsomhed og enhed. Jeg er overbevist om, at vi alle kan huske et nyligt eksempel på, hvordan Taiwan har demonstreret sin beslutsomhed og enhed stillet over for disse trusler—trusler, der hurtigt slog tilbage..

-Da jeg tiltrådte denne treårsperiode i Taiwan, opstillede jeg tre prioriterede mål: Fremme af det sikkerhedsmæssige samarbejde mellem USA og Taiwan, fremme af økonomiske og handelsmæssige bånd, fremme af Taiwans internationale deltagelse, og fremme af mellemfolkelige relationer mellem vore to lande.

-Meget er faktisk opnået i denne periode, blandt andet beslutningen om salg af forsvarsvåben til en værdi af 16,9 milliarder dollars for at styrke Taiwans evne til at forsvare sig mod voksende militære trusler fra Kina.

-Bilaterale investeringer er også blomstret op med en række store amerikanske virksomheder som Google, Micron og Microsofts etablering i Taiwan.

-Taktikken kan ændre sig; Biden har signaleret ønsker om multilateral tilgang til mange problemer, hvor Trump ønskede at virke gennem unilaterale eller bilaterale metoder. Men grundlæggende vil strategien være uforandret, sagde Christensen.

 The American Institute in Taiwan blev oprettet i 1979 som en de-facto ambassade i Taiwan, efter at USA skiftede sin diplomatiske anerkendelse fra Taipei til Beijing, mens man vedtog Taiwan Relations Act for at opretholde en uofficiel forbindelse mellem de to lande.

Tysk parti sletter ”et-Kina” fra valgprogram

juni 4, 2021

Det tyske parti FDP har slettet ”et-Kina politikken” fra sit valgprogram og erklæret sin støtte til det taiwanske folks ret  til selv at bestemme sin fremtid.

Ved partiets nylige nationale kongres blev forslaget fremsat om at slette al tale om ”et-Kina” fra programmet. Forslagsstillerne fremhævede, at denne politik er vildledende og giver Kinas ledere en undskyldning til at undertrykke sine modstandere i Hongkong, eliminere etniske minoriteter i Xinjiang, og besætte Taiwan med våbenmagt.

Forslaget blev derefter vedtaget af de delegerede ved kongressen.

I sit valgprogram bekræfter FDP også Taiwans demokrati og frihed som et modstykke til Kinas diktatur.

Partiets holdning omfatter således også støtte til Taiwans deltagelse i internationale organisationer, der ikke kræver statslig status for deltagelse, ligesom partiet opfordrer Tyskland såvel som EU til at øge samvirket med Taiwan.

Samtidig fordømmer FDP også Kinas trusler og skræmmekampagner mod Taiwan, ligesom partiet vil udvikle en plan for samarbejde med Tysklands europæiske allierede og andre demokratier såsom Australien, Japan, Indien og USA for at udvikle strategier for imødegåelse af kinesisk aggression.

-FDP ønsker at støtte en forening mellem Kina og Taiwan udelukkende på basis af en fredelig koncensus gennem dialog, der sikrer taiwaneres ret til frit at vælge deres egen politiske fremtid, hedder det i programmet.

Taiwans Repræsentant i Tyskland, Shieh Jhy-wey, takkede på kongressen FDP for partiets mangeårige og stærke støtte til Taiwans selvbestemmelse.

For femte gang: WHA uden invitation til Taiwan

juni 4, 2021

Taiwan er også i år uden for døren, når WHA holder sin generalforsamling i Geneve. 

-Ikke desto mindre vil Taiwan fortsat slås til den bitre ende for at opnå deltagelse som observator i WHA, sagde en talsmand for Taiwans Udenrigsministerium ved en efterfølgende pressebriefing.

Undtaget årene 2009-16 har Taiwan været afskåret fra at deltage i WHA på grund af Beijings modstand.

Men fra Beijing lyder der andre toner: -Den kinesiske regering har gjort de fornødne tiltag for at Taiwan kan deltage i globale events omkring sundhedsanliggender, forudsat at det sker under princippet om ”et-Kina”, siger en regeringstalsmand.

Det afviser Taiwan: -Det er langt fra sandheden, og Beijings indblanding er den eneste grund til, at Taiwan fortsat er udelukket fra WHO og andre internationale organisationer, siger talsmanden fra Udenrigsministeriet i Taipei.

-Det er alene Taiwans regering, der er lovligt valgt af Taiwans befolkning på 23 millioner borgere, der kan repræsentere landet i internationale fora!

Og fra WHO lyder forklaringen som vanligt:

-Spørgsmålet om, hvorvidt Taiwan kan optages som observatør ved WHA, afgøres ved afstemning mellem WHO’s 194 medlemslande, lyder det fra WHO’s talsmand.

Både blandt andre USA, Australien og Japan har gjort sig til talsmænd for Taiwans deltagelse i WHA

Beijing ”tryktester” Taiwan med fake news

juni 4, 2021

Taiwanske sikkerhedsanalytikere mener, at Beijings nylige bombardement af Taiwan med en række fake news er en ”tryktest”, der udnytter en nylig stigning i antallet af Covid-19 tilfælde.  

Blandt andet blev der spredt artikler på sociale platforme i maj måned, hvor det blandt andet blev påstået, at et hospital i Taiwan havde smidt lig af Covid-19 døde i en flod, fordi lighuset var overfyldt.

Andre artikler påstod, at flere end 20,000 Covid-19 patienter blev brændt i Taipei, nogle oven i købet i levende live.

Der cirkulerede også screenshots af falske samtaler om Covid-19 mellem taiwanske borgere og Sundhedsministeriet med henblik på at diskreditere regeringens Covid-19 app.

Alt dette afvises af Centeret for Sygdomskontrol som fake news.

-Det er sandsynligvis en tryktest, udført af det kinesiske kommunistparti, mod Taiwan, siger en professor ved National Chung Cheng University’s Institut for Strategiske og Internationale Affærer.

-Angrebene blev iværksat samtidig med, at Taiwans Sundhedsminister blev kritiseret offentligt for at publicere Covid-19 tal, der blev tilbagedateret til foregående dage, siger professoren.

Han forudser samtidig, at fake news bliver en ny normal og foreslår, at regeringen må indstille sig på straks at tilbagebevise historierne gennem anerkendt medier, når de opstår.

Stærkere bilaterale bånd mellem Polen og Taiwan

juni 4, 2021

Polen har fejret sin forfatnings 230 år med blandt andet udvidelse af relationerne til Taiwan.

-Jeg er henrykt over at se den positive udvikling i vore bilaterale relationer gennem de senere år, sagde Polens top-repræsentant til Taiwan ved en festligholdelse i Taipei.

-Jeg er blandt andet glad for at se, at en aftale om juridisk samarbejde inden for kriminalsager nu træder i kraft, og det gør Polen til det første land i EU til at indgå en så omfattende aftale med Taiwan, sagde Bartosz Rys.

-Polen og Taiwan fremmer også aktivt handel og investeringer trods pandemien, og handelen mellem vore lande er steget med 13 procent i 2020, sagde Rys. Det polske luftfarsselskab LOT åbnede de første direkte passager- og fragtflyvinger mellem de to lande i 2020, og flere end 1,000 taiwanske studenter er nu optaget på polske universiteter, lige som den første udendørs Chopin pianokoncert blev afholdt i Taipei i november 2020.

Taiwan er altså vores venner

juni 4, 2021

Pia Kærsgaard skriver i Jyllands-Posten den 25. maj 2021:

For nylig blev der afholdt demokratitopmøde i København. Og her var Taiwans folkevalgte præsident dr. Tsai Ing-wen inviteret til at holde tale. Her præciserede præsidenten, at Taiwans demokratiske kurs ligger fast og hverken har eller vil ændre sig. For befolkningen på Taiwan ønsker at leve i et demokratisk samfund.

Og den klassiske reaktion fra Kina? At nægte arrangøren af demokratitopmødet, fhv. statsminister Anders Fogh Rasmussen, indrejse i Kina. Hans brøde? Han inviterede Taiwans præsident til at tale på topmødet.

I 2016 blev præsident dr. Tsai Ing-wen for første gang valgt som den 14. præsident for Taiwan og genvalgt i 2020. Hun er i øvrigt den første kvindelige præsident i landet.

Præsidenten appellerede under demokratitopmødet ligeledes til et større samarbejde med det omkringliggende samfund gennem et tættere samarbejde i forhold til forsvaret af de fælles demokratiske værdier og herunder gennem et øget økonomisk samarbejde.

Taiwan, et demokratisk land kendt for sit fokus på menneskerettigheder, har med succes håndteret covid-19 pandemien, og har desuden aktivt udtrykt sin vilje til at bidrage til den globale indsats. Men alligevel udelukker vi et sådant land fra deltagelse i verdenssamfundet.

Taiwan er under konstant pres fra Kina, som ikke ønsker at anerkende Taiwan som en selvstændig nation. For Kina betragter Taiwan som en del af deres territorium. Og det pres forsøger Kina, at lægge på alle de lande som samarbejder med Taiwan, eller overfor dem som ytrer bare den mindste tilkendegivelse af, at Taiwan selvfølgelig er en selvstændig nation.

Men måske kun på lånt tid? For d. 30. april kunne man læse i The Economist, at de betragter Taiwan som det farligste sted på jorden, da Kina konstant rasler med sablerne og at Kina måske vil angribe Taiwan indenfor de nærmeste år.

Under præsidentens ledelse har Taiwan ikke kun bekæmpet den globale coronapandemi med stor succes, men har også indtaget førstepladsen på internetdatabasen Numbeos ”2021 Health Care Index” over lande med bedste folkesundhed.

Taiwan har under hele den globale pandemi haft i alt ca. 2.000 smittede og kun 13 dødsfald. Og det ud af en befolkning på 23 millioner indbyggere, som ovenikøbet bor på et areal, der er bare lidt større end Jylland og Fyn tilsammen.

Til sammenligning har Danmark haft næsten 270.000 smittede og 2.500 dødsfald. Og vi er ovenikøbet et af de lande, der har klaret os rigtigt godt gennem pandemien. Men alligevel langt fra Taiwan.

Trods Taiwans rigtige gode resultater i forhold til at bekæmpe covid-19 arbejder Kina konstant for at holde Taiwan ude af verdenssamfundet, bl.a. ved at nægte dem en plads i WHO. En plads som uden tvivl har ville kunne bidrage positivt til bekæmpelsen af covid-19.

Men verdenspolitikken og knæfaldet for Kina er tilsyneladende vigtigere end verdenssundheden.

For vi underlægger os konstant Kinas pres. Og fortsætter det, vil både Taiwan og det resterende samfund tabe

Gengivet med tak til Jyllands-Posten!