Arkiv for december 2023

Taiwan hylder Estland for landets mod trods Kinas trusler

december 4, 2023

I en tid, hvor Taiwan arbejder tæt sammen med sine partnere for at sikre sit forsvar, er landet heldig i at have venner overalt i verden, der tør  give udtryk for deres støtte.

Det sagde Taiwans udenrigsminister Joseph Wu, der forleden talte  ved et seminar i Tallinn, International Center for Defense and Security.

      Estland havde indbudt udenrigsministeren til at deltage til trods for skarpe kinesiske protester i forbindelse med den forestående oprettelse af et Taiwan Representative Office i Tallinn.

-Det er en stor glæde at foretage min allerførste rejse til Estland, og det er især mindeværdigt, at jeg kan gøre som udenrigsminister, sagde Wu.

-Intet kommer let. Mange rige og stærke europæiske regeringer har ikke udvist det samme mod: Jeg hylder Estland for dette!

-Trods vores store geografiske afstand står vi begge over  for autoritære naboer, Rusland og Kina, og vi har begge taget store skridt frem i demokratisering  siden 90’erne.

-Den stigende kinesiske trussel er en stor risiko for det globale samfund, da mere end halvdelen af den globale maritime transport går gennem Taiwanstrædet, og mere end 60 procent af alle verdens halvledere produceres i Taiwan. En konflikt i Taiwanstrædet vil derfor have store konsekvenser ikke bare for regionen, men for hele den globale økonomi.

-Taiwan har heldigvis venner over hele verden, også i Estland. Højtstående estiske politikere deltog i et vigtigt forum i Taipei i september, og den estiske sundhedsminister har været fortaler for Taiwan i årets WHA.

-Vi er taknemmelige over for denne støtte. Et land som Estland får os til at føle, at vi ikke er alene i verden,  sagde Wu.

G7 opfordrer til fredelig løsning i Taiwanstrædet

december 4, 2023

På det nylige G7 møde var indstillingen klar: Landene opfordrer til opretholdelse af fred og stabilitet i Taiwanstrædet og Taiwans deltagelse i internationale organisationer.

G7 landene opfordrer derfor til en fredelig løsning af uoverensstemmelserne mellem Taiwan og Kina, idet de finder, at fred i strædet er helt afgørende for fred og velstand i hele verden.

Resolutionen fra G7 tilføjer sin fortsatte tilslutning til ”et-Kina”- politikken, men udtrykker sin støtte til Taiwans deltagelse i internationale organisationer.

Samtidig udtrykte G7 også sin bekymring over situationen for menneskerettigheder i Kina, herunder Tibet og Xinjiang, samt opfordrer Beijing til at overholde Sino-British Joint Declaration og Hongkongs Basic Law.

 Beijing opfordres også til at afstå fra handlinger, der tager sigte på at underminere andre landes sikkerhed, demokratiske institutioners integritet og deres økonomiske velstand.

G7 landenes resolution blev mødt af taknemmelighed fra Taiwans udenrigsministerium, der især glædede sig over, at landene ytrede deres støtte til landet og understregede vigtigheden af fred i Taiwanstrædet.

-Som medlem af koalitionen af demokratier vil Taiwan fortsat udvide sit samarbejde med USA, Japan, EU og andre ligesindede parter til støtte for demokrati, frihed og fred, sagde udenrigsministeriet.

Kinas økonomiske charmeoffensiv slår fejl

december 4, 2023

Kinas forsøg på med en økonomisk charmeoffensiv at lokke taiwanere virker ikke længere: Flere og flere taiwanske virksomheder flytter til andre lande og mindsker afhængigheden af Kina. 

Det skriver Wall street Journal i en nylig artikel.

Et tydeligt tegn på udviklingen er, at USA sidste år erstattede Kina som største importør af taiwanske landbrugsprodukter, og en række elektronikvirksomheder som Taiwan Semiconductor Manufacturing nu sælger stadigt flere produkter til amerikanske og andre ikke-kinesiske kunder.

Data fra Taiwans regering  viser, at Taiwans eksport til USA steg med mere end 80 procent i årets første 10 måneder, sammenlignet med samme periode i 2018. Og Taiwans udgående investeringer er også ændret fra at være domineret af Kina i de tidligere 2000’ere til nu at vende sig afgørende i  retning af andre lande, herunder i Sydøstasien, Indien og USA.

Hon Hai Precision  Industry Co, også kendt som Foxconn, der samler iPhones i Kina, vokser nu i stedet i Indien og Vietnam efter at Apple begyndte at opfordre sine leverandører til at diversificere.

Her svarede Kina igen ved at indføre pludselige juridiske undersøgelser om skat og landejerskab som et forsøg på at tvinge Hon Hai til at modstå afkobling af Kina, siger Wall Street Journal.

-Fuld afkobling fra Kinas økonomi er ingen mulighed, og det ville også være katastrofalt for Taiwan; mange store taiwanske selskaber er fortsat afhængige af Kina for reservedele, tests og indkøb, og omkring 25 procent af Taiwans elektroniske dele kommer stadig fra Kina..

-Data viser, at USA og de seks største økonomier i Sydøstasien tilsammen stod for 36 procent af al Taiwansk eksport i 3. kvartal i år, langt mere end tilsvarende sendt til Kina og Hongkong, og det var første gang siden 2002.

-Taiwans investeringer i Kina, der har ligget nogenlunde stabilt på omkring 10 milliarder dollars siden 2020’erne, falder nu og så langt i 2023 udgør Taiwans investeringer i Kina kun 13 procent, siger Wall Street Journal.

Taiwans valg tiltrækker kinesiske militærfly

december 4, 2023

Gang på gang rapporterer Taiwans Forsvarsministerium om øget kinesisk militær aktivitet omkring Taiwan  i forbindelse med landets forestående valg i  2024. 

Senest fløj 11 kinesiske militærfly ind over den følsomme medianlinje i Taiwanstrædet, og regeringen har de sidste fire år løbende beklaget sig over regulære kinesiske patruljeflyvninger og øvelser omkring Taiwan.

Den fjendtlige aktivitet stiger imidlertid, efterhånden som datoen for kandidat-tilmelding nærmer sig for valget den 3. januar 2024.

Således registrerede DPP, som Beijing ser som et separatist-parti, den 23 november sin kandidat til præsidentembedet– og dagen efter rapporterede Taiwans forsvarsministerium et stort antal jagerfly, bombefly og radarfly i luften rundt om Taiwan og ind over landets medianlinje i Taiwanstrædet.

Flyene arbejdede sammen med et antal kinesiske krigsskibe, der gennemførte  fælles kampøvelser i farvandet rundt om Taiwan.

Denne medianlinje har tidligere tjent som en uofficiel grænselinje mellem Kina og Taiwan, men nu flyver kinesiske militærfly regelmæssigt ind over linjen.

Beijing fastholder, at dets aktiviteter i nærheden af Taiwan alene har til sigte at forhindre ”sammenrend” mellem taiwanske separatister og USA og tjener til at beskytte Kinas territoriale integritet.

Taipei har konstant tilbudt dialog med Kina om problemerne, samtidig med, at man afviser Kinas krav på suverænitet over Taiwan og fastholder, at alene Taiwans borgere kan afgøre deres fremtid.

Taiwan og UK indgår

partnerskab om handel

Taiwan og Storbritannien har undertegnet en aftale for styrkelse af deres handelsmæssige samarbejde  samt lagt rammen for en række nye forhandlinger.

Under denne partnerskabs-aftale vil de to parter efterfølgende iværksætte nye forhandlinger vedrørende digital handel, investeringer, vedvarende energi og nul-Co2 tiltag.

I 2022 løb samhandelen mellem de to lande op på 6,63 milliarder dollars, næsten to procent mere end året før, og Storbritannien er nu Taiwans 21. største handelspartner og Taiwans 3. største partner i Europa.

-Storbritannien er verdens 6. største økonomi og en betydningsfuld global økonomisk og politisk magt, der fører an inden for biotek, biler, energi, AI og finans, og derfor er landet en afgørende partner for Taiwan, sagde Taiwans topforhandler, John Deng. Aftalen blev indgået ved en telekonference mellem lederen af Taipei Representative Office i London og lederen af British Office Taipei.

Fald i Taiwans industriproduktion

december 4, 2023

I oktober faldt Taiwans industriproduktion for den  17. måned i træk—og det er den længste sammenhængende nedgangsperiode i  historien. 

Det viser den fortsatte svaghed i den globale forbrugerefterspørgsel, der trækker den eksportdominerede økonomi med sig.

Men til trods for den vedvarende nedgang i det industrielle produktionsindeks kan Taiwan dog trøste sig med, at nedgangstakten nu er mildnet sammenlignet med måneden før, først og fremmest takket være den stærke efterspørgsel på halvledere drevet af AI.

Produktionsindekset for computere og den optoelektroniske industri steg samtidig til nye højder i oktober, og det var den 4. måned med fortsat fremgang, sammenlignet med året før.

Tre taiwanere udnævnt til ”National Treasure”

december 4, 2023

Taiwans Kulturminister har udnævnt tre taiwanere til ærestitlen ”National Treasure”. 

Titlen blev givet for de tre taiwaneres utrættelige indsats for vedligeholdelsen af Taiwans nationale kulturelle arv.

Lee Ching-hai og Su Ching-liang blev dermed anerkendt for deres ekspertise i den hæderkronede traditionelle tagdækker-teknik, der er helt afgørende for restaureringen af historiske strukturer som templer, gamle historie huse og gravsteder.

Hsu Ming-he fik sin ærestitel for sin færdighed i ler-skulpturer og store ekspertise i en særlig kopieringsteknik, der også bruges ved skabelse eller restaurering af dekorationer i templer og traditionelle huse.

Desværre kunne kun Lee personligt tage del i ceremonien, der indledtes med traditionel Nanguan musik.

Både Su og Hsu døde tidligere i år og blev repræsenteret af familiemedlemmer.

Taiwan European Film Festival 2023

december 4, 2023

Taiwans Kulturministerium har åbnet Taiwan European Film Festival 2023 som understregning af regeringens bestræbelser på at uddybe forbindelserne med venligtsindede europæiske lande.

-Europas rige kultur beundres stærkt af Taiwans folk, og festivalen giver de lokale borgere mulighed for at opleve det europæiske kontinents multikulturalisme, sagde Taiwans Vice-udenrigsminister ved åbningen.

-Festivalens åbningsfilm er den ukrainske produktion ”Homeward”,  der skal erindre om, at ukrainere fortsat kæmper for deres hjemland, samtidig med at de stræber efter at opretholde en fri og demokratisk livsstil, sagde lederen af European Economic and Trade Office i Taipei, ved præsentationen.

Han benyttede samtidig anledningen til at takke Taiwan for landets faste støtte for Ukraines kamp.